Information vedrørende Covid19

12. apr 2020 | Nyheder

Sundhedsstyrelsen i Danmark har siden starten af marts og foreløbigt indtil 10/5 anbefalet nedlukning for al ikke-kritisk behandling hos blandt andet fysioterapeuter, osteopater og kiropraktorer.

Som autoriserede sundhedspersoner, er vi som fysioterapeuter af Sundhedsstyrelsen pålagt et udvidet ansvar for at kunne vurdere, hvornår behandling i klinikken kan udføres under kriterierne for kritisk behandling.

 

Sundhedsstyrelsens retningslinje for fysioterapeuter, osteopater og kiropraktorer:

”En kritisk funktion defineres ved i betydelig grad at styrke, opretholde eller hindre forværring af et konkret individs sundhed, funktionsniveau, livskvalitet eller arbejdsevne. Funktionen kan omfatte undersøgelse, diagnosticering, sygdomsbehandling, fødselshjælp, genoptræning, sundhedsfaglig pleje samt forebyggelse og sundhedsfremme.

Der er ikke kun tale om funktioner rettet mod sygdom men også mod fx funktionsniveau og -evne. Eksempelvis kan genoptræning være en kritisk funktion, da fravær af genoptræning hos fx en ældre person med et hoftebrud kan betyde, at personen får et uopretteligt funktionsevnetab.

Begrebet kritisk funktion skal ikke ligestilles med ’akut’ eller ’livskritisk’ Der skal altid ske en individuel faglig vurdering af, hvad der er kritisk for den enkelte patient/borger”

 

Aalborg Bækkenklinik efterlever alle retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen:

  1. Alle patienter skal prævisiteres via telefon eller mail i forhold til vurdering af behov for behandling.
  2. Behandling foregår så vidt muligt primært via videokonsultation.
  3. Foregår behandlingen ved fysisk fremmøde i klinikken er det et krav at du er fuldstændig rask. Det vil sige du må ikke møde op ved feber, hoste, ondt i halsen, hovedpine, muskelømhed eller åndenød. Du skal have været fuldstændig symptomfri i minimum 48 timer.
  4. Mød op til aftalt tid, så du undgår at opholde dig unødigt i venteværelse. Hold afstand til andre i venteværelset. Vi vil være klar til aftalt tid, da der er indlagt tid til rengøring og udluftning efter hver patient i klinikken.
  5. Der vil håndsprit tilgængeligt i klinikken til brug før/efter din konsultation. Ligesom din fysioterapeut vil bruge handsker ved fysisk kontakt.
  6. Alle hygiejnetiltag og al rengøring foregår efter retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen og Statens Seruminstitut.

 

 

 

Læs andre indlæg