Kejsersnit

Ar efter kejsersnit

20 procent føder ved kejsersnit i Danmark. Efter en fødsel ved kejsersnit stiller mange spørgsmål som; hvordan nedsætter jeg smerterne ved arret?, hvordan sørger jeg for mit ar bliver pænt?, hvordan genoptræner jeg min mavemuskler efter kejsersnittet?, hvornår og hvordan starter jeg op med min vanlige træning? Kom gerne og få en vurdering i forhold til dit ar, dine mavemuskler og forslag til og sparring omkring opstart af din træning.

Gode råd til dig der har født ved kejsersnit:

Tanker omkring fødslen
At føde ved kejsersnit kan for nogle være en overrumplende og voldsom oplevelse. Sørg for at tale om din fødsel både med dine nærmeste, med sundhedsplejersken eller evt ved en efterfødselssamtale hos en jordemoder. Der er ingen grund til at gå med oplevelser, tanker eller reaktioner, som vokser sig uoverskuelige.

Smerter
Det gør ondt i såret efter operationen. Du vil få smertestillende medicin efter behov i dagene efter din operation. Det er vigtigt, du er smertedækket, så du er i stand til at komme i gang med at bevæge dig umiddelbart efter kejsersnittet. Bevægelse mindsker risikoen for blodpropper, fremmer helingen af dit sår og hjælper tarmsystemet godt i gang igen. De første uger bør du ikke løfte mere end dit barn, og generelt skal du respektere smerter fra dit ar.

Arret
Når du har født ved kejsersnit vil du have et ar på ca 15 cm. Det er meget forskelligt hvordan ar efter kejsersnit ser ud. Når såret er helet efter ca 4 uger er det vigtigt, at du forsigtigt begynder at berøre og massere arret. Det vil gøre arret pænere og mere smidigt, ligesom det normaliserer følelsen i huden omkring arret.

Hård mave
En del oplever problemer med at få maven i gang efter en fødsel. Hvis du har hård mave, er det en god ide at tage et afførende middel, så du undgår smerter og undgår at presse unødigt ved toiletbesøg.

Bækkenbund
Det er rigtig vigtigt hurtigst muligt efter en fødsel at genoptræne bækkenbunden, – også når du har født ved kejsersnit. Musklerne i dit bækken har været belastet af graviditeten og har brug for gradvis genoptræning efter fødslen.

Mavemuskler
Som bækkenbunden har mavemuskler hos alle der har været gravide brug for gradueret genoptræning. I begyndelsen er almindelige daglige aktiviteter som små gåture rigeligt, efter 4-6 uger kan startes fredelig genoptræning f.eks på et efterfødselshold eller med øvelser derhjemme.

Er du i tvivl om træning eller har du brug for vurdering af dit ar, din bækkenbund eller dine mavemuskler kan du kontakte en fysioterapeut med specialviden på området.
Vil du gerne have hjælp til et genoptræningsprogram, som passer præcis til dig er du meget velkommen til at kontakte Aalborg Bækkenklinik.
Med enkle øvelser er du hurtigt tilbage i en sund & stærk krop efter dit kejsersnit.