Delte mavemuskler efter en fødsel

Fire gravide kvinder i sportstøj

Alle kvinder vil efter graviditet og fødsel have nedsat styrke i mavemusklerne. En del vil have et større mellemrum mellem de lige mavemuskler, det kaldes en rectusdiastase.

Tobleronemave, delte eller spaltede mavemuskler, rectus diastase, der er rigtig mange forskellige betegnelser  for det samme. Nemlig for det mellemrum mellem de lige mavemuskler, som kan mærkes i forbindelse med graviditet og efter en fødsel.

Hvad er rectusdiastase?

Rectus er de lige mavemuskler, som ligger yderst i to rækker på hver side af midtlinien i vores mave. Det er dem, som ses som ”sixpack” hos veltrænede mennesker.

De hormonelle forandringer i graviditeten gør, sammen med at barnet vokser i livmoderen, at alle gravide vil have en grad af rectus diastase i 3. Trimester. Ofte kan delingen ses fra omkring uge 20 i graviditeten. Hos de fleste ser man en spontan samling af musklerne i løbet af de første måneder efter fødslen. Hos nogen vil der også efter de første måneder være et mellemrum at mærke, eller som kan ses som en bule i maven, hvis man laver et tryk i bughulen. F.eks ved løft eller når man skal rejse sig fra liggende til siddende stilling.


Er det farligt?

Nej, det er ikke farligt at have rectus diastase eller delte mavemuskler.

Men er musklerne enten meget delte, eller bindevævet i midtlinien meget blødt, kan det have betydning i forhold til genopretningen af det naturlige muskelarbejde, som foregår omkring vores lænd, bækken, mave og underliv. Det er vigtigt, at din træning tilgodeser en hensigtsmæssig stimulering både i forhold til helingen af bindevævet og i forhold til samarbejdet mellem musklerne i området. Men samtidig vigtigt, at træningen ikke bliver for hård. Er du i tvivl kan du med fordel søge hjælp hos en fysioterapeut med viden på området.


Genoptræning

Genoptræning efter graviditet og fødsel handler mest af alt om at genoptage kontakten til svage muskler. Og om at genetablere muskelsamarbejdet mellem de muskler, som har været udfordret og belastet gennem graviditet og fødsel. Det gælder særligt bækkenbunden samt musklerne omring mave, ryg og bækken.

Mange er rigtig godt hjulpet ved at starte på et efterfødselshold, hvor der er en fagperson, som kan hjælpe med tilpasning af øvelser. Dette gælder især hvis du f.eks har delte mavemuskler, har haft en bristning i bækkenbundens muskler eller måske har født ved kejsersnit. Et efterfødselshold er et fint springbræt tilbage til din vanlige træning.


Er du i tvivl, søg vejledning!

Det vigtigste efter en fødsel er i mine øjne, at man ikke går rundt og er utryg eller i tvivl. Uanset om det handler om amning, bristninger, smerter, kejsersnitsar eller om delte mavemuskler. Har du spørgsmål er du altid velkommen til at sende mig en mail på mette@aalborgbaekkenklinik.dk