Træning efter graviditet og fødsel

20. jan 2021 | Nyheder

Mange kvinder ønsker efter fødsler vægttab og hurtigst mulig opstart af hård fysisk træning. Vi har i vores præstationskultur fået skabt et massivt fokus på, at det handler om prompte at skulle kæmpe for at ”få sin krop tilbage” ved hjælp af hård fysisk træning. Sandheden er, at vægt og svage mavemuskler udgør en mindre væsentlig del af det mange kvinder oplever, at måtte kæmpe med efter graviditet og fødsel.

Træthed, mangel på overskud, følelsesmæssig påvirkning, strækmærker, større og fladere bryster, blødere mave, ar efter kejsersnit, delte mavemuskler, forstoppelse, ar efter bristning i underlivet, nedsat følsomhed eller smerter ved samleje, måske inkontinens (for urin, luft eller afføring) eller tyngde i underlivet efter vaginal fødsel. Alle er ting, som på ingen måde løses med nærmest tvangsmæssigt fokus på hurtigst mulig opstart på styrketræning og løb. Måske i virkeligheden tværtimod!

Kroppen efter graviditet og fødsel

Jeg mener, det er vigtigt, at vi ser på kroppen efter graviditet og fødsel, som en krop der har brug for genoptræning. Med realistiske mål og krav, der tager højde også for den nye livssituation kvinden befinder sig i. Fuldstændig på lige fod med alle øvrige overbelastningsskader vi kan støde på gennem et liv. Dermed ikke sagt at vi skal male et lyserødt billede af, at ”vi skal elske kroppen som den er”.
Men vi skal indstille os på, at genoptræning tager tid. Dette i relation til at genskabe styrke og udholdenhed ikke bare i bækkenbunds- og mavemuskler, men i forhold til hele kroppens funktionelle muskelsamarbejde. Og at det kræver en hensigtsmæssig opbygning af træningen. F.eks. ville de færreste efter en større knæ- eller hofteoperation kaste sig ud i massive mængder løbetræning, før styrke-, stabilitet og bevægelighed omkring knæet eller hoften var klar til det.
Det tager ligeledes tid at finde sig ”til rette” i en krop og en hverdag, som på nogle områder altid vil være forandret. Og måske behøver man ikke nå det hele inden for de første 4 uger efter en fødsel!

Gener efter fødsel

Kigger vi på forskningen på området, ved vi, at hver 3. kvinde er utæt for urin 3 måneder efter en fødsel. 50 % af kvinder, der har født, har nedsynkning i deres underliv. Det er dog ikke alle der oplever gener heraf. Rigtig mange kvinder, der har født, oplever smerter i forbindelse med samleje i måneder efter fødslen.

Bækkenbundens muskler arbejder i en velfungerende krop reflektorisk og responderer konstant på ændret tryk i mave og underliv. Det automatiske samarbejde mellem musklerne i vores kerne, herunder mave- ryg og bækkenbundsmuskler, mangler i tiden efter fødslen.
Bækkenbundens muskler forlænges med over 200 % under en vaginal fødsel. Dette er muligt, da kroppen er påvirket af graviditetshormoner, som gør både led-, ledbånds- og muskelstrukturer mere eftergivelige. Det er super hensigtsmæssigt, da det muliggør både graviditet (at der er plads til et barn i maven) og fødsel ned igennem bækkenet og bækkenbund. Men forklarer samtidig relevansen i, at kroppen har brug for tid og træning for at komme sig. Og hvorfor en del kvinder desuden har brug for hjælp til genoptræningen.

Hjælp til din genoptræning

Nogle steder i verden tilbydes efterfødselskvinder automatisk konsultationer hos en fysioterapeut med uddannelse indenfor det gynækologiske område. Det sikrer, at kvinder udstyres med rådgivning og vejledning i forhold til efterfødselskroppen, og hensigtsmæssig opstart på genoptræning.
Giv dig tid til at genskabe god kontakt til og funktion af bækkenbund og kernemuskulatur. Og søg hjælp og vejledning, hvis du synes det er svært. Dette er det fundament, som skal være udgangspunktet for tilbagevenden til din vanlige træning som f.eks. løb og styrketræning eller crossfit. For nogen går det rigtig hurtigt og nemt. For andre kan det være svært og mere langvarigt.

Vi ved, at omkring 25 % af kvinder er ikke i stand til at aktivere musklerne i bækkenbunden korrekt. Det kan være medvirkende til, at nogen kæmper unødigt længe med en del af de gener, som jeg nævnte i min indledning. Har du vedvarende smerter i underliv eller bækken, inkontinens eller tyngdefornemmelse skal du få det undersøgt hos din læge eller en specialuddannet fysioterapeut på området!

Træn klogt

Tænk hvis alle kvinder efter fødsel havde adgang til rådgivning hos fagpersoner med god tid og evidensbaseret viden om kroppen efter fødsel. Et sted som rummer mulighed for sunde snakke, der kan ændre det massive kulturelle narrativ, at det hurtigst mulig efter fødsel handler om tung styrketræning og løbetræning for at blive sig selv igen.
Alt alt for mange kvinder lever og træner med inkontinens og nedsynkning. Enten fordi de tror det er normalt og der bare skal mere og hårdere træning til. Eller fordi de ikke tør søge hjælp for det.

Sørg for at træne klogt efter din graviditet og fødsel!

Har du spørgsmål, er du altid velkommen til at sende en mail på mette@aalborgbaekkenklinik.dk

Læs andre indlæg